|
|
|
|
|
|
|
|
|
Efter skoletid. Når undervisningen slutter på Roskilde Gymnasium, kunne man tro, at der blev stille på skolen, men sådan er det ikke. Efter skoletid foregår der en lang række aktiviteter. Elever mødes på tværs af klasser og årgange for at lave frivillig billedkunst, musik og sport. I idræt er der tilbud om fx volleyball, fodbold og badminton, og vi deltager i turneringer med andre gymnasier. I musik er der bl.a. tilbud om at spille i bands, og om fredagen er der fredagsrock. Mediefolkene holder filmforevisning og viser elevproduktioner. Mange elever deltager også i elevrådets arbejde og sidder med i udvalg fx fællesudvalget, og også i skolebestyrelsen er der elevrepræsentanter. På denne måde får eleverne indflydelse på skolens hverdag og deltager aktivt i udviklingen af gymnasiet som helhed. Fællesudvalget planlægger bl.a. fællesarrangementer og temadage. Sidste års tema var Indien, hvor eleverne i 3 dage arbejdede fagligt og socialt på tværs af klasser og årgange. Studieture og ekskursioner kombinerer også både det faglige arbejde og det sociale samvær. aiRcondition er et skoleblad, der udgives af elever og lærere i fællesskab. Her udfolder eleverne sig som gode skribenter og kreative tegnere. Ud over skolebladet er morgensamlingerne et vigtigt led i kommunikationen på skolen. Klasserne står for underholdningen på skift til morgensamlingerne, og det kan være et studie i sig selv i ungdomskultur. I år har et af efterårets højdepunkter været musicalen RockU@ir.com. Musicalen blev til som resultatet af 150 elevers og 5 læreres anstrengelser i efterårsmånederne og var en fantastisk oplevelse af lyd, lys og bevægelse. Et andet vigtigt elevengagement er Operation Dagsværks-dagen. Her arbejder eleverne på en fridag og giver den indtjente løn til et skoleprojekt i et uland. Roskilde Gymnasium har de sidste mange år været blandt de 2-3 gymnasier der har indtjent flest penge. Året slutter med julekoncert i Domkirken - en stemningsfuld musikoplevelse, der forener skolens traditioner med det moderne. |
|
|
|
|