|
Dimissionstale ved Roskilde Gymnasium 2010.
Kære HF´ere og studenter.
Velkommen til dimissionsfest 2010. Velkommen til forældre og medarbejdere. Tak til alle medarbejdere for en engageret og kvalificeret indsats i det nu afsluttede skoleår. Men allermest velkommen til jer – hf´ere og studenter årgang 2010. I er det naturlige midtpunkt i dag, og hvor ser I dejlige ud – om end lidt trætte. Det er jo hårdt at gå til eksamen. I har slidt og slæbt, - i hvert tilfælde de fleste af jer. Når I er kommet helt oven på igen, kan I finde trøst hos Storm P, der med sin underfundige humor lader en af sine vagabonder sige:
”Tænk sig, at disse onde tider engang skal blive de gode gamle dage.”
Det er jo mit privilegium at få det næsten sidste ord til jer i jeres tid her på Roskilde Gymnasium, og det vil jeg selvfølgelig benytte mig af. Dagen i dag er en af de dage, hvor de ambivalente følelser trænger sig på. På den ene side glæden over, at det hele nu er overstået og på den anden side vemodet, fordi I ved, at en tid er uigenkaldeligt forbi. Det er også følelser, der berører jeres lærere: glæden over, at I gjorde det og samtidig vemodet, fordi I forlader os nu, hvor I er sådan, som vi gerne vil have jer: Dannede, uddannede og med mod på livet. I har gennemløbet en metamorfose fra I for 2 eller 3 år siden lidt forsagte mødte op en augustmorgen for at påbegynde jeres ungdomsuddannelse.
Jeres forældre, som i dag er stolte af jer og glæder sig på jeres vegne, ved også, at en tid er forbi, og at mange af jer, som ikke allerede er ved at etablere jer med jeres eget, er på vej til det inden for overskuelig tid. Løsrivelsen har været på vej et stykke tid. Da I begyndte på Roskilde Gymnasium forhandlede mange af jer stadig med jeres forældre om hjemkomsttidspunkter og andre forhold omkring jeres færden. Efterhånden er nok de fleste af jer gået over til blot at meddele nøje udvalgte dele af, hvad i foretager jer. Det er en naturlig udvikling. Forældre har deres børn til lån. Men det betyder ikke, at I som næsten voksne ikke har brug for jeres forældre, og forældre ønsker i almindelighed frem for alt, at I skal blive lykkelige. Vi på skolen håber i al beskedenhed, at vi har givet et passende bidrag til, at I kan leve det gode liv. Det gode liv er selvfølgelig også, hvad I selv ønsker,– og her taler jeg om resultater fra en helt ny ungdomsundersøgelse, som blandt andet nogle af jer har medvirket til. Den taler om at få et godt parforhold, et godt familieliv og et godt hjem. Men det er I slet ikke klar til, for I ønsker ikke lige nu at bevæge jer ind i det, i opfatter som det rutineprægede voksenliv. Den allerhøjeste score går til det at få et spændende arbejde. Men det spændende arbejde kommer ikke til jer af sig selv. Det ved I godt. Det kommer af en målrettet og vedholdende indsats for at dygtiggøre sig. Vi lever i en verden, hvor finans- og økonomisk krise har bemægtiget sig forsider i aviserne og prime time i TV. Det har givet mulighed for profetier om alt fra sammenbrud til ny højkonjunktur. Men mens børskurserne suser op og ned som på en rutsjebane, vil jeg påstå, at I indtil videre har gjort den bedste og sikreste investering, man som ungt menneske kan gøre: I har taget en uddannelse.
Som allerede nævnt, er tanken om rutine lige nu skræmmende for mange af jer. Derfor udskyder også mange af jer de svære valg. I ved, at I har et individuelt ansvar for at skabe jeres eget liv og sammenstykke den uddannelse, der skal lede jer frem til det spændende job, som ifølge undersøgelsen 84% af jer har prioriteret højest blandt lykkeparametrene. Selv om venner, forældre, vejledere og andre står parat til at hjælpe med at træffe de rigtige valg, er det ultimativt jer selv, der skal træffe de endelige valg, - det er jeres projekt. Som udgangspunkt følger der mere selvstændighed og ansvar med at blive voksen, og det kan være en spændende udfordring, men det kan også udgøre en trussel mod jeres eftertragtede individuelle frihed.
Uanset, at en række afgørende valg kan udsættes for en periode, er det et vilkår i det moderne samfund at træffe stadig flere valg. I de sidste 2-3 år har skolen været det centrale omdrejningspunkt for jeres prioriteringer og dermed, hvad der vælges til og fra. For at få det hele til at hænge sammen, har I hver for sig udviklet strategier, hvor lektier blev udvalgt efter ambitionsniveau, efter interesse, hvad der kunne betale sig, og hvad der i øvrigt passede ind i jeres tidsplaner. Konkurrencen om jeres tid har været hård, og det er ikke altid skolen, der har vundet. Økonomisk teori, litteraturens skatkammer og differentialregningens mysterier har været i hård kamp med facebook, fester og andre af fritidens fristelser. Men her i slutspurten var skolen trods alt den sikre vinder. Denne veludviklede evne til at prioritere er ikke en kompetence, der er indskrevet direkte i uddannelsernes formål, men det er bestemt en kompetence, som godt kan opfattes som en del af den almene dannelse, fordi den er brugbar i en verden, hvor det hele tiden er vigtigt og nødvendigt at træffe nye valg. Det er nemlig tidstypisk og næppe forbigående, at I hele tiden skal vælge for at komme videre, for hvis ikke man kan vælge bliver man usikker. Det er nemlig sådan, at bevidstheden om, at man hele tiden kan vælge noget andet, giver en følelse af tryghed.
Set fra den enkeltes perspektiv, er det jo fint hele tiden gennem nye valg at kunne optimere sin egen situation, men lige om hjørnet lurer også risikoen for en samfundsmæssig selvoptagethed, som går hånd i hånd med en livsform, der vægter færre forpligtelser. Der har med andre ord ikke været samme pejlepunkter for jeres opdragelse som for tidligere generationer. Derfor er I opdraget til selvstændighed og til at påtage jer rollen, som dem, der hele tiden vælger. Det sætter blandt andet demokratiet på prøve, fordi politiske kræfter, som hylder valgfriheden på bekostning af helheden får let spil. Tendenserne sætter også velfærdsstaten under pres, fordi snævre personlige forventninger til at kunne vælge goder på alle hylder er stigende. Der er god grund til at gå op mod selvtilstrækkelighed og snæversyn. En af tidens store tænkere Jürgen Habermas ser netop årsagen til det 20. århundredes store katastrofer i selvtilstrækkelighed og snæversyn. Det seneste eksempel på selvtilstrækkelighed og snæversyn, så vi ved det netop afholdte valg i Holland, hvor Gert Wilders Frihedsparti, der er stærkt invandrer- og islamkritisk havde stor fremgang. Partiet, der med Gert Wilders ord blandt andet har hentet inspiration i Danmark, benytter sig af forenklede og populistiske budskaber. I skal bidrage til at undgå nye katastrofer i fremtiden, og det gør I blandt andet ved at insistere på dialogen og på at være oplyste individer, der ikke forfalder til simple og farlige løsninger. Det kræver tolerance, respekt for forskellighed og erkendelse af problemernes kompleksitet.
Her kunne det være på sin plads, at trække to af de værdier frem, som vi har her på skolen: fællesskab og forskellighed, - for de bør også gælde ude i den virkelige virkelighed uden for skolen. Når vi bruger ordet forskellighed, skal det forstås som accept af, at vi er forskellige, at vi også tåler, det vi ikke kan lide, det være sig holdninger, interesser eller positioner. Det kaldes også tolerance. Tolerance er en vigtig forudsætning for, at den enkelte kan have autonomi i et demokratisk samfund, og det autonome eller suveræne individ indgår altid i fællesskaber. Her på Roskilde Gymnasium har I erfaret, at fællesskaberne er vigtige. I har engageret jer i de tilbudte fællesskaber som musical, bandaftener, filmarrangementer, idrætsturneringer, fællesarrangementer, morgensamlingsunderholdninger, udvalgsarbejde, fester, studierejser og ikke mindst Operation Dagsværk, hvor I har ydet en fremragende indsats, som rækker langt ud i de store fællesskaber og som demonstrerer en mere overordnet ansvarlighed – for nu for en stund at være lidt højstemt. At I er individualister betyder jo ikke, at I isolerer jer eller, at I har ønsker om at stå alene. Tværtimod har I brug for at dele jeres erfaringer med andre. Man kan ikke være noget særligt, uden at have nogen at sammenligne og måle sig med. I har også erfaret, at tolerance og fællesskab er to sider af samme sag. Gennem tolerance viser man, at man anerkender fællesskabet og opfatter det som vigtigt. Når der er uenighed, når der er konflikter, der skal løses og forskelligheden er stor, så bliver tolerancen nødvendig for at de demokratiske spilleregler kan fungere. Sådan er det på Roskilde Gymnasium, og sådan er det ude i samfundet. Fællesskaber, store som små, virker som en samlende social orden, hvis man har blik for hinandens synspunkter og tolerance overfor anderledesheden. Tolerance er derfor ikke det samme som ligegyldighed. Tværtimod har man selv et standpunkt. Det er heller ikke sådan, at alt er lige gyldigt, og at ikke nogen kan gøre for noget. Noget er vigtigere og undertiden også rigtigere end andet. Derfor er tolerance så vigtig for fællesskaber. Og det er derfor begge begreber er indskrevet i Roskilde Gymnasiums værdigrundlag. De forudsætter gensidigt hinanden, og jeg håber, at det er noget af det, I tager med jer herfra, og som stadig hænger ved, når meget af det I ellers har lært er gået i glemmebogen.
I oplever i disse dage en befrielse, ja vel nærmest et brus af frihed, som selvfølgelig finder et nyt leje, når det igen bliver lidt mere hverdag. For så får også den tilsyneladende grænseløse frihed sine begrænsninger. Jeg tror, at I allerede har indset, at den frihed man har, er en frihed i fællesskab, da det er en frihed, som er begrænset af andres ret til samme frihed. Frihed er med andre ord ikke at gøre, som man vil. Frihed er ikke at opføre sig, så andre mennesker får reduceret deres frihed, eller at opføre sig dumt eller uansvarligt. Vi har altså alle et ansvar. For os selv, for de nære, for fællesskabet og i sidste instans for samfundet. Alle jer, som nu er uddannede, bærer et særligt ansvar for det projekt. I har fået en viden og indsigt og dermed et privilegium, som forpligter, og der findes pligter uden rettigheder. Det kan være noget så enkelt som at udvise ærlighed, gensidighed og venlighed. Og det kan være det lidt vanskeligere, at ”det ingen har ansvaret for, er alles ansvar.” Det er i princippet den måde vi skaber følelsen af et fællesskab og betingelserne for det gode liv.
I dag forlader I fællesskabet på Roskilde Gymnasium. Det tog jer henholdsvis 2 og 3 år at nå hertil. Måske er det sådan, at bedst som fællesskabet er stærkest, er det forbi. Jeg håber, I fik det hele med. Nye tider er på vej i jeres liv. Det er på tide at komme videre. Ud til nye fællesskaber.
Tillykke med jeres eksamen.
Kurt Trangbæk
|
